Fra Gruppe N til internationale sejre

Man kan komme meget langt, hvis man starter med at køre racerløb i en Gruppe N klasse.

Det beviste 7 danske racerkørere i den forgangene weekend, da 24 timers løbet blev kørt i Dubai.

Helt sensationelt blev det til 3 danske klassesejre samt endnu en dansk bil på podiet, da det nu efterhånden traditionsrige langdistanceløb blev kørt i ørkenstaten.

Anders Fjordbach vandt 991 klassen for Black Falcon Team TMD Friction. Michael Carlsen og Kim Holmgaard vandt A3 klassen for Team Altran Peugeot. Henrik Sørensen vandt sammen med det Danske Team Eva Solo/K-rejser i A2 klassen, mens Steffan Jusjong og Peter Obel kørte sig til en flot 3. plads i den samme klasse for Team Sally Racing.

Anders Fjordbach har kørt et utal af klasser. I 2007 kørte han 1600 Challenge i en Peugeot 106, hvor det bl.a. blev til en sejr samt 3 podiepladser. Siden da har han kørt bl.a. VW Polo Cup inden at det i 2012 blev et spring op i toppen af den Danske racerverden med 3 sæsoner i DTC. Siden hen har han satset mere på det udenlandske baner, og har bl.a. opnået 2 sejre med Black Falcon teamet i deres Porsche Cup racer i 24 timers løbet i Dubai, heriblandt sejren i år. Ydermere har han kørt 2 sæsoner for Audi Sport Phoenix Racing, hvor han har deltaget i VLN samt 24 timers løbet på Nürburgring og udvalgte Blancpain løb.

Michael Carlsen var en del af det der dengang hed Goodyear Eagle Cup, hvilket var styret af Kørerforeningen Gr. N, der i dag står for Yokohama 1600 Challenge. Han vandt mesterskabet 2 gange i en Peugeot 205 GTI inden at han snuppede sin 3. og sidste mesterskab i Gruppe N i 1995 i en Peugeot 106 XSI. Siden hen kørte han NOSSCAR og efterfølgende DTC, hvor han i 2000 og 2001 kørte titlen hjem foran store navne som John Nielsen og Jason Watt. Efterfølgende har han bl.a. kørt Peugeot RCZ Cup i Frankrig og haft enkelte gæsteoptrædener på dansk grund.


Foto: Denner Photo
Henrik Sørensen holder sig normalt til Suzuki Swift Sport, men ikke denne gang i udlandet.

Kim Holmgaard startede i Yokohama Cup i 2001, og deltog herefter i serien gennem mange sæsoner. Først var det i 0-1600 klassen og siden hen også i den store 0-2000 klasse. I 0-1600 klassen blev det til en enkelt sejr, inden at han kom op i den store klasse, hvor der kom flere sejre på CV’et. De senere år har han kørt mange internationale 12 og 24 timers løb, for både Danske hold som Perfection Racing, men også for udenlandske hold som Team Altran Peugeot, som han også vandt 24 timers løbet i Dubai sammen med i 2016. Dette års 24 timers løb var samtidig Holmgaards 13. 24 timers løb, siden at han begyndte at køre langdistanceløb. Så det er efterhånden blevet til mange timer bag rattet på de store, udenlandske baner.

Henrik Sørensen var med fra 1. sæson, da Yokohama Cup 0-1600 skiftede navn til 1600 Challenge i 2007. Suzuki havde begået en ny racerbil i form af Suzuki Swift Sport, og hvad ville så være mere naturligt for bilsælgeren fra Helsinge at hoppe i sådan en og give de andre baghjul? Racerbenzinen flød allerede i blodet fra hans far, da han havde kørt asfaltbaneræs og Rallycross gennem mange år. Det blev både til en Pole Position samt 5 sejre, som han deltog i fra 2007 til 2013, kun afbrudt af nogle sæsoner i Suzuki Swift Cup. I 2013 kørte han den første Oldboys titel hjem i Yokohama 1600 Challenge, og besluttede herefter at trappe raceraktiviteter lidt ned, og i stedet fokusere på bilforretningen derhjemme. Dog blev det til nogle starter i historisk motorsport ved bl.a. Copenhagen Historic Grand Prix samt lejlighedsvis besøg i Yokohama 1600 Challenge. Efter 2 løb i DEC i efteråret 2016 sammen med brormand Peter, fik han så meget lyst til de lange løb, at han tog af sted til Dubai sammen med Team Eva Solo/K-Rejser i deres Peugeot RCZ – og med hjem fik han altså den helt store pokal.

Steffan Jusjong fik sin asfaltbanedebut i Yokohama 1600 Challenge i 2015, hvor han startede i en Suzuki Swift Sport. Med det samme viste han utrolig fart i bilen, men var ofte plaget af uheld. Han kørte dog flere sejre hjem i Rookiemesterskabet, hvor han sluttede på en flot 3. plads. I 2016 fik han smag på langdistanceløb og hoppede ind i Team Sally Racing’s blå og orange Renault Clio 3 til 24 timers løbet i Dubai og kørte en flot 4. plads hjem. Så havde langdistance bacillen for alvor bidt sig fast – og den fik endnu mere at leve af, da han senere på året snuppede en 3. plads ved 24 timers løbet på Silverstone. Denne placering blev så gentaget her ved 24 timers løbet i Dubai, og målet er nu at fortsætte i resten af 24H Series og forhåbentlig få endnu mere sølvtøj med hjem.


Foto: CN Photo
Steffan Jusjong startede hans asfaltbane karriere ud i en Suzuki Swift Sport i Yokohama 1600 Challenge. Han har dog et Renault hjerte som banker meget højt, så han føler sig hjemme i Clio’en.

Peter Obel startede med at køre asfaltbanesport i 2007, hvor han debuterede i Advan Cup, som også hørte under Kørerforeningen Gr. N. Efter nogle sæsoner her, fik han lyst til at køre langdistance, og sad herefter ”fast” i en Renault Clio 3 fra Team Sally Racing. Den første internationale sejr kom ved 12 timers løbet på Hungaroring i 2010, og fortsatte herefter hos teamet i både DEC samt flere udenlandske langdistanceløb. Han var også holdkammerat med Jusjong på Silverstone 2016, da teamet kørte en flot 3. plads hjem. Han har også været med til at køre både en samlet 2. og 3. plads hjem til Team Sally Racing i 24H Series i 2015 og 2016. Team Sally Racing, hvor far og søn – Jesper og Martin Sally Pedersen – også har været aktive deltagere i klassen, med gode resultater til følge.

Udover disse kørere har adskillige andre gjort sig positivt bemærket i toppen af både dansk og international motorsport.

Så selvom vi er klassen med nogle af de fysisk mindste biler, og nogle af de biler der larmer mindst ude på banerne, så bliver nogle af kørerne altså til noget stort.

Hvor længe mon at det varer inden at vi får en kører fra Yokohama 1600 Challenge at se på Le Mans…? Vi må se – vi kan ikke sige andet end der er nogle af kørerne som går med disse planer, og kun fremtiden vil vise, om det lykkes for dem.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.