Tue Nielsen, Flex Motorsport, er 27 år gammel, og bor til dagligt i nærheden af Kjellerup, sammen med sin forlovede Mian (som også kører med i Yokohama 1600 Challenge i år) og deres 3 børn, Malias, Malika og Elliot. Den unge automekaniker driver til dagligt sit eget værksted, Flex Auto, i Kjellerup.
Interessen for biler og motorsport har altid været der hos Tue.
I ungdomsårene startede han med at køre cross og prøvede så senere også lidt folkeræs.
I 2010 startede han med at køre klubrally i en VW Scirocco, hvor det blev til en samlet 2. plads i det Jysk/Fynske mesterskab, med en masse pokaler undervejs.
Året efter skulle der ske noget nyt. En Peugeot 206 blev købt, og så tog han banelicens, så han kunne deltage på asfaltbanerne. Bilen havde tidligere kørt 1600 Challenge, så det var naturligt at fortsætte i den klasse.
Det blev til en rigtig god debutsæson med flere top-10 placeringer i løbene samt en flot 2. plads i Rookiemesterskabet for nye kørere.
2012 gik endnu bedre, og her skulle de første podiepladser også blive kørt hjem på Padborg Park. Ved sommerferien lå han ret godt til i mesterskabet, men efterårssæsonen blev en katastrofe pointmæssig, så der forduftede enhver chance for et godt resultat.
Teamet gik i stedet i gang med at forberede sig på 2013. Her var det egentlig planen at der skulle have været skiftet til en anden klasse, men det blev alligevel til genvalg til Yokohama 1600 Challenge. Teamet havde ikke det fornødne budget til at kunne kæmpe med i toppen af det mesterskab alligevel, så beslutningen blev at blive hvor de allerede var, og så være med i front.
Den beslutning blev dog taget så sent at det ikke lykkedes at komme med til den 1. afdeling på Ring Djursland, men den hvide Citroen Saxo VTS var i stedet med fra den 2. afdeling på FDM Jyllandsringen. Allerede her kørte det nye makkerpar i top 10, og efter nogle finjusteringer lykkedes det også at køre podiepladser hjem til Grand Prix Danmark. Sæsonens helt klare højdepunkt kom ved 6. afdeling på FDM Jyllandsringen. Helt sensationelt tog Tue en dobbeltsejr – og det vel og mærke i en bil fra 1998 i kamp mod folk med meget nyere materiel.
Alt i alt blev det til en flot 5. plads i DIF Danmarksmesterskabet – flot taget i betragtning af at han ikke deltog ved sæsonens første afdeling og derved havde en masse point der skulle hentes på konkurrenterne.
2014 sæsonen blev en meget blandet en. Teamet startede ud i en anden Citroen Saxo VTS men efter den 2. afdeling blev det bestemt at der skulle ske noget helt nyt. Derfor blev en Citroen C4 Coupe klargjort hvorefter sæsonen blev fuldført i denne.
Den ville ikke altid som Tue ville, og i starten døjede han lidt med manglende hestekræfter til den lidt tunge bil. Men det kom der styr på senere på sæsonen, så han ved Grand Prix Danmark kunne tage en pokal med hjem til hylden. Slutplaceringen i mesterskabet blev en 6. plads.
Henover vinteren valgte teamet at ligge en dieselmotor i bilen, for at prøve noget nyt, da reglementet i Yokohama 1600 Challenge nu tillader både trykladet diesel- og benzinbiler. Men allerede efter få omgange på den første testdag kunne teamet konstatere at det ikke ville komme til at fungere optimalt.
Derfor er den kendte benzinmotor tilbage i bilen og helt klar til at kæmpe med i front af feltet igen.
Målet for 2015 er at forbedre slutplaceringen i DIF Danmarksmesterskabet. 2 sæsoner med tekniske smådrillerier, men trods alt en slutplacering lige uden for medaljepladserne, giver blod på tanden, og håb om endnu mere.
Tue Nielsen deltager i Yokohama 1600 Challenge 2015 med startnummer 5.
Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge
JJ Media